Disse forretningsbetingelser gælder for enhver opgave, som Danica Advokater ApS, CVR-nummer 45679438, påtager sig, medmindre andet er aftalt skriftligt.
Danica Advokater ApS er organiseret som et anpartsselskab, og alle advokaterne er beskikket af Justitsministeriet i Danmark og er en del af Advokatsamfundet. I tillæg til forretningsbetingelserne udøver vi advokatvirksomhed i overensstemmelse med de advokatetiske regler, som kan findes på www.advokatsamfundet.dk, og retsplejelovens regler om advokater.
Når vi påtager os en ny opgave, udarbejder vi et aftalebrev. Brevet fastslår vores forståelse af opgaven, hvilket arbejde vi forventer at skulle udføre, hvilken partner og øvrige medarbejdere der vil være tilknyttet sagen, honorarsatserne for de pågældende personer, om muligt et samlet honorarskøn for opgaven. Vi skønner det samlede honorar i forhold til den forventede arbejdsopgave. Hvis arbejdsopgaven ændres i takt med, vi kommer dybere ind i sagen, vil vi orientere om de ændrede forudsætninger. I løbende kundeforhold og i mindre sager, hvor kunden selv entydigt har beskrevet opgaven, eller i hastesager, kan dette fraviges.
Vi påtager os ikke sager, som indebærer interessekonflikter mellem firmaets kunder. Før vi påtager os en opgave, undersøger vi mulige interessekonflikter med eksisterende kunder. Hvis en interessekonflikt opstår, henviser vi kunden eller kunderne til en anden advokat.
Danica Advokater ApS er – på linje med andre advokatvirksomheder – omfattet af loven om forebyggende foranstaltninger mod hvidvaskning af penge. Vi har derfor pligt til at indhente og opbevare identitetsoplysninger. Dette gøres via e-signatur.
Roskildevej 14, 2620 Albertslund • CVR-nr. 45679438
Advokater må ikke kræve et højere vederlag for deres arbejde, end hvad der kan anses for rimeligt. Vores honorar fastsættes på grundlag af en konkret vurdering, hvori bl.a. indgår hensyn til:
det anvendte tidsforbrug,
hvem, der har medvirket til at løse opgaven,
opgavens kompleksitet,
om opgaven har nødvendiggjort en indsats under betydeligt tidspres,
den betydning, opgaven har for dig,
det ansvar, der er forbundet med at løse opgaven, og
det opnåede resultat.
Vores honorar er eksklusiv relevante omkostninger og udlæg.
Det kan være vanskeligt at beløbsfastsætte et honorar, når vi modtager en opgave. Efter anmodning afgiver vi gerne – og altid overfor forbrugere – et begrundet overslag og oplysning om de forventede omkostninger og udlæg, ligesom vi så tidligt som muligt orienterer kunden, hvis det viser sig, at det samlede honorar forventes at overstige overslaget.
Almindeligvis udsteder vi en faktura, når opgaven er afsluttet. Ved større eller længerevarende opgaver afregnes salæret bagud hver måned, medmindre andet er aftalt.
Betalingsbetingelserne er 8 dage fra fakturadato, og der tillægges moms efter de gældende regler.
Vi forbeholder os ret til at afkræve forudbetaling for de udlæg og eventuelle opgaverelaterede omkostninger, der skal afholdes som led i sagsbehandlingen til f.eks. rimelige rejse- og opholdsudgifter, gebyrer, retsafgifter, skønsmænd, eller lignende, hvis sagens karakter efter vores skøn nødvendiggør det.
I det omfang vi modtager forudbetaling eller deponering af omkostninger, vil sådanne betalinger blive betragtet som klientmidler, der skal indestå på en klientkonto, hvor tilskrevne renter (både positive og negative renter) tilfalder kunden.
Indeståender på klientkonti er omfattet af det generelle loft på EUR 100.000 (ca. 750.000 kr.), som er fastsat i lov om en indskyder- og investorgarantiordning for dækning i tilfælde af det kontoførende pengeinstituts økonomiske sammenbrud. Dækningsloftet beregnes for det enkelte pengeinstitut pr. kunde og omfatter kundens indeståender på egne konti, på separate klientkonti og på samleklientkonto.
Danica Advokater ApS påtager sig intet ansvar for en kundens tab som følge af det kontoførende pengeinstituts økonomiske sammenbrud.
Danica Advokater ApS har klientbankkonti i Jyske Bank. Hovedklientkonto er reg. 7312-1051053. Tinglysningsafgifter skal indbetales til særskilt klientkonto: 5024-1540801.
Alle oplysninger, som vi modtager i forbindelse med en opgave, behandles som fortrolige, medmindre det fremgår af omstændighederne, at de ikke er af fortrolig karakter.
Alle medarbejdere hos Danica Advokater ApS er omfattet af den gældende lovgivning om forbud mod videregivelse af intern viden om børsnoterede selskaber og restriktioner for handel med børsnoterede værdipapirer.
Vores rådgivning er målrettet den konkrete opgave og må ikke anvendes til andet formål uden vores udtrykkelige forhåndsaccept. Medmindre andet aftales, er vi alene ansvarlige i forhold til kunden for den ydede rådgivning.
Kunden har ret til at anvende det konkrete skriftlige materiale, som vi har udarbejdet til brug for en given sag, mens Danica Advokater ApS har og bibeholder alle ophavsrettigheder og andre immaterielle rettigheder til materialet.
Danica Advokater ApS fuldfører opgaven til dens naturlige afslutning, eller indtil kunden anmoder om, at sagen afsluttes.
Originale dokumenter udleveres normalt senest i forbindelse med opgavens afslutning, og vi opbevarer sagsakter i mindst fem år fra fakturadato. Om opbevaring, sletning, indsigt i data mv. henvises i øvrigt til vores persondatapolitik på vores hjemmeside.
Enhver tvist mellem en kunde og os, skal løses i overensstemmelse med dansk ret ved den kompetente danske domstol.
Roskildevej 14, 2620 Albertslund • CVR-nr. 45679438
På Advokatsamfundets hjemmeside kan læses om mulighederne for at klage. I tilfælde af en tvist om salæret og/eller utilfredshed med en af vores advokaters adfærd, kan der klages over salærets størrelse og/eller adfærd til Advokatnævnet, Kronprinsessegade 28, 1306 København K, eller via e-mail: klagesagsafdelingen@advokatsamfundet.dk. Læs mere på www.advokatnaevnet.dk.
Alle advokater hos Danica Advokater ApS er omfattet af vores ansvarsforsikring og garantiordning, som er tegnet hos HDI Gerling med policenr. 156-08654992-14008.
Vores ansvar omfatter ikke økonomiske konsekvenstab, herunder driftstab, tab af data, mistet fortjeneste, goodwill, image m.v., eller andre former for indirekte tab.
Vi hæfter ikke for eventuelle fejl begået af andre rådgivere, som vi har henvist klienten til, ligesom vi ikke hæfter for eventuelle fejl begået af underleverandører, som vi efter aftale med klienten har overladt dele af opgavens løsning til.
Du er velkommen til at kontakte os via vores kontaktformular eller ved at ringe.
+45 60 44 44 42
sikkermail@danicaadvokater.dk
Copyright © 2025 Danica Advokater ApS, Alle rettigheder forbeholdt. Udviklet af EvoiaWeb