Omkostningsgodtgørelse betyder helt enkelt, at du i visse skattesager kan få dækket en del af dine udgifter til professionel hjælp. Det gælder typisk, hvis du får hjælp af en advokat, revisor eller anden sagkyndig i en klage- eller retssag om skat, moms, told eller afgifter. Ordningen findes, fordi skattesager ofte kan være svære at håndtere selv, og fordi det ikke skal være økonomien alene, der afgør, om man kan få sagen prøvet.
Det er derfor en ordning, der kan gøre det mere overskueligt at få hjælp, hvis du er uenig i en afgørelse fra Skattestyrelsen eller ønsker at føre sagen videre.

Hvilke udgifter kan man modtage godtgørelse for?
Det er især udgifter til sagkyndig bistand, der kan være omfattet. Det vil typisk sige regningen til den rådgiver, der hjælper dig med sagen. Det kan blandt andet være:
- advokat, revisor eller anden sagkyndig rådgiver
- syn og skøn
- sagkyndige erklæringer og andet relevant bevismateriale
- retsafgifter og sagsomkostninger
Det er til gengæld vigtigt at være opmærksom på, at du som udgangspunkt ikke kan få godtgørelse for din egen tid, dit eget arbejde med sagen eller almindelige interne udgifter, hvis du selv håndterer den.
Ordningen har til formål at sikre, at man som skatteyder ikke står med samtlige udgifter, hvis man ender med at få en skattesag.
Hvilke sager kan man få omkostningsgodtgørelse for?
Omkostningsdækningen kan opnås i alle sager, der er indbragt ved domstole, Skatteankestyrelsen, Skatteankenævnene eller Landskatteretten. Det er samtidig et krav, at du har været en part i sagen og har haft udgifter til en sagkyndig som f.eks. en skatteadvokat.
Der kan som udgangspunkt modtages omkostningsgodtgørelse i skatte,- moms-, told- og afgiftssager, når sagen behandles som klagesag eller ved domstolene. Vi kan hos Danica Advokater give dig en klar vurdering af din sag, og om at du kan modtage godtgørelse.
Hvor stor en del af udgifterne kan man få godtgørelse for?
Som udgangspunkt kan du få dækket 50 % af de udgifter, der er omfattet af ordningen. Hvis du får fuldt medhold eller medhold i overvejende grad, kan du som udgangspunkt få dækket 100 %.
Hvis du derimod kun har fået medhold i mindre grad eller slet ikke, kan du få dækket 50 % af dine udgifter i skattesagen. Det betyder i praksis, at hvis du vinder sagen helt eller næsten helt, kan staten ende med at dække hele udgiften til din rådgiver.
Det er derfor vurderingen af graden af medhold, der afgør, i hvor høj grad du er berettiget til omkostningsgodtgørelse i din skattesag. I sidste ende er det Skattestyrelsens afgørelse af medholdsvurderingen, der er vigtigst.
Hvordan modtager man godtgørelse, og hvem modtager man det fra?
Det er Skattestyrelsen, der administrerer ordningen, og det er også her, ansøgningen om omkostningsgodtgørelse skal sendes ind. Ansøgningen skal indgives digitalt og være vedlagt den relevante dokumentation.
I praksis kan det foregå på to måder. Enten søger du selv om godtgørelsen, eller også bliver kravet overdraget til din rådgiver, for eksempel din skatteadvokat, revisor eller sagkyndige. Det er derfor noget, man med fordel kan få afklaret tidligt i forløbet, så man ved, hvordan regningen og godtgørelsen bliver håndteret.
Brug for hjælp til din skattesag?
Hvis du har brug for hjælp til en skattesag, så kan vi hjælpe. Det gælder både, hvis du har modtaget en afgørelse, du er uenig i, eller hvis du allerede er i gang med en klagesag. Reglerne om omkostningsgodtgørelse betyder, at det i mange tilfælde er mere overkommeligt at få professionel hjælp, end mange tror.
En skatteadvokat fra Danica Advokater kan hjælpe med at vurdere sagen, gennemgå afgørelsen, udarbejde klage og rådgive om dine muligheder for omkostningsgodtgørelse. Det giver ofte ro at få afklaret både de juridiske og økonomiske spørgsmål tidligt i forløbet.